Månedens urt: Jordskok

Helianthus tuberosus
Publiceret af Britt Søndergaard d. 4. november 2015

 

JORDSKOK Helianthus tuberosus

tilhører Asteraceaefamilien og er således langt ude i familie med havesalat og skorzonerrod. Det kan man svagt fornemme, hvis man ser blomsten på en af de jordskoksorter, der blomstrer. Det nære slægtskab med solsikken fornægter sig heller ikke, når jordskokkens stængler løber i vejret.
 
Jordskokkens engelske navn er Jerusalem Artichoke, men den kommer næppe fra Jerusalem. Dens oprindelse er uklar, da den vokser vildt i store dele af Nordamerika. Jordskokken kom til Europa i 1500-tallet.
 
I Danmark er den nævnt i et af Ole Worms breve i 1620, som en næsten ny plante, og den er senere i 1600-tallet omtalt i forskellige håndskrevne bøger. Jordskokken havde sin storhedstid, inden kartoflen for alvor fik sin udbredelse.
 
Under jorden danner jordskokken spiselige knolde, der i størrelse varierer fra en bordtennisbold til en knytnæve. Over jorden vokser en stængel, der minder meget om solsikkens stængel. Den er omkring samme tykkelse som et riveskaft og kan for nogle sorter nå op på 2½-3 meter i højden. Andre sorter bliver kun omkring en meter.
 
Knoldene dannes på tynde jordstængler eller udløbere, der lidt ligner kartoflernes udløbere. Knoldene er noget forskellige fra sort til sort. Nogle er forholdsvis glatte, mens andre er noget knudrede. De fleste sorter har gulligt eller lysebrunt skind, men der findes også enkelte sorter med rødligt skind.
 
Jordskok er en dejlig og stærkt undervurderet rodfrugt. Jordskok har et højt indhold af sukkerstoffet, inulin og kan derfor med fordel anvendes i en diabetikerdiæt. Inulin giver en sød smag, men går ufordøjet gennem fordøjelsessystemet og giver således ingen stigning i blodsukkeret. Derfor tåles dette sukkerstof af diabetikere. Til gengæld oplever mange lidt ekstra luft i maven, da inulinen angribes af bakterier i tyktarmen, når den når frem dertil.
 
Jordskok er en af vinterhalvårets dejligste grøntsager. Den kan anvendes rå i salater og giver da en næsten nøddeagtig smag. Den kan også anvendes kogt, bagt eller stegt i mange forskellige slags retter. En af de mest kendte måder er som suppe.

 

Brombær Rubus fructicosus
hører til rosenfamilien (Rosaceae) og omfatter forskellige småarter. Den vilde brombær, der kendes fra hegn og krat, hedder Rubus fruticosus. Af dyrkede arter kan nævnes den tornbærende Rubus procerus og den tornløse Rubus laciniatus. Til brombærrene regnes også loganbær, der har meget store bær og er en krydsning mellem brombær og hindbær. Karakteristisk for alle brombærarter er, at frugterne ikke løsner sig fra frugtbunden ved modning, som hindbær gør, men følger med bærrene ved plukning. Brombær er vildtvoksende i såvel Europa som i Nordamerika. 
Erhvervsmæssig dyrkning af brombær er af forholdsvis ny dato. Den ældste dyrkningsbeskrivelse daterer sig således fra 1829 og er fra USA. Først efter fremkomsten af dyrkningsegnede sorter, bl.a. de tornløse, har dyrkningen fået et større omfang, først i USA og senere også i England. Nu er også Holland kommet godt med, hvorimod den erhvervsmæssige dyrkning i Danmark stadig er meget lille.

Brombær virker mod fremmede bakterier og er godt mod mave- tarmkatar og åndedrætsproblemer. Brombær er afledt af navnet bremmel, der betyder tornet busk. I oldtiden blev brombær brugt mod både diarré og bylder pga. det høje indhold af garvesyre. Udtræk af brombærblade er et kendt middel mod diarré, men brug kun de unge blade. De ældre indeholder for meget garvesyre. Pluk dem og tør dem til vinter, hvor de sammen med andre urter kan udgøre en dejlig sundheds-te. Udvendig virker en håndfuld blade i badevandet rensende for huden.

Overalt i landet findes mange vildtvoksende brombær i krat og hegn og det gør de mange steder på hele den nordlige halvkugle. Allerede 400 år før vor tid blev den ifølge Hippokrates brugt til medicin, men først i 1800-tallet kom den i egentlig dyrkning. Der findes flere hundrede arter af brombær i Europa, det nordlige Asien og Nordamerika og alene i Danmark har man talt mere end 90 forskellige. 

Brombær er først en rigtig smagsoplevelse, når de er helt modne. De har en smag, som ikke er så gennemtrængende eller særpræget, at det giver genlyd, og hvis de spises sammen med andet, har de godt af at spille hovedrollen i fx desserten, for at smagen ikke skal drukne helt.

 

 

 

Kommentarer