Månedens urt: rødbede

Beta vulgaris var. conditiva
Publiceret af Britt Søndergaard d. 1. december 2014

RØDBEDE Beta vulgaris var. conditiva
Rødbede hjælper på blodmangel og hæmmer bronkitis. 

Rødbede hører til salturtfamilien. Man regner med, at strandbeden er stamform for både rødbede og sukkerroe mm..

Man har kendt dyrkning af beder i mere end 3000 år, men i starten var det kun blade og stængler, der blev anvendt.
Rødbede som den forekommer i dag er en forædlet nytteplante, der ikke vokser vildt. Blade af den vilde form strandbede er blevet brugt af mennesker som lægeurt gennem historien og vokser vildt på strande i Europa (også i Danmark langs Storebælts kyster), Nordafrika, Mellemøsten og dele af Asien. Strandbede udvikler ikke opsvulmet rod.

Romerne var de første til at forædle strandbede for rodens skyld, men primært til lægebrug. De stadig relativt sjældne beder fandtes i et væld af farver bl.a. grøn, hvid, lyserød, gul og sort. Brugen som grøntsag/næringsmiddel var meget begrænset.

Den første udgave af rødbede, der minder om den nutidige, romerbede (beta romana), blev beskrevet af J. Daleschamp i 1587 i bogen Historia Generalis Plantarum. Romerbeden, hvis navn tyder på en italiensk oprindelse, har enten kugleformet eller aflang knold. Den kom til Tyskland (1558), hvorfra den blev videreudviklet og spredt til England (1576), Polen, Litauen, Rusland, Ukraine og til Skandinavien. I Central- og Østeuropa blev rødbeden en vigtig grøntsag, hvilken den stadig er dér fx i suppen borsjtj, og i Skandinavien i sildesalat, og rødbedesalat.
Beden blev senere udviklet til foderroe og sukkerroe og den første sukkerroe-sukkerfabrik blev indrettet i 1802 i Schlesien i Centraleuropa.

Planten er toårig. Knolden dannes den første sæson. I anden sæson sættes frø.

Rødbeder har relativt højt sukkerindhold ca. 9g per 100g, dog ikke så højt som de nært beslægtede sukkerroer. Energiindholdet på 213 kJ per 100g er lidt højere end for gulerod (150kJ) og noget lavere end for kartoffel (342kJ).

Rødbeden indeholder farvestoffet betanin efter rødbedens slægtsnavnet Beta. Farven skyldes de vandopløselige pigmenterbetacyaniner, som er en underklasse af betalainerne.

Nogle mennesker kan ikke nedbryde dette pigment og får rødfarvet urin efter at have spist rødbede. Det sker for 10-14% af den normale befolkning. Der er fundet sammenhæng mellem forekomsten af rødfarvet urin og forhøjet jernoptag (som ved jernmangel) eller samtidigt indtag af oxalsyreholdige fødevarer (som spinat og rabarber), men evnen til at nedbryde farven kan også mangle af genetiske årsager. Rødfarvningen er helt ufarlig.

I levnedsmiddelindustrien bruges rødbedeekstrakt som rødt farvestof, E-nummer: E-162 rødbedefarve.
I en engelsk undersøgelse var en halv liter rødbedejuice om dagen effektivt til at sænke et forhøjet blodtryk.
 
Juicens indhold af nitrat omdannes over flere trin til kvælstofoxid, som sendes rundt i kroppen og optages i mavetarmkanalen. Her påvirker det blodtrykket ved at udvide karrene. Helt nøjagtig, hvordan det foregår ved forskerne ikke, men effekten er målbar efter blot en time og størst tre-fire timer efter indtagelsen. Den varer i op til 24 timer.
 
Ved leverlidelser indtag daglig en kopfuld rødbedesaft, evt. med peberrodssaft i nogle uger, indtil lidelsen er kureret.
 
Ved nyre- og galdesten drik op til tre kopper frisk rødbedesaft daglig gennem flere måneder.
 
Ved polypper og mandelbetændelse, gurgl med frisk rødbedesaft.

Kommentarer